Låsby Svendsen

Uddrag af “Sæt Asta fri” af Hans Otto Jørgensen

Endnu i halvtredserne var der som følge af krigen mangel på oversøisk protein, søerne led af stivsyge, eller raki-tis, som det også hed, smågrisene var utrivelige og havde sår på knæene. I trediverne, under fattige kår, led min i forvejen sarte moster af engelsksyge, igen det samme som rakitis, og fik krumme fingre, hendes ene lillefinger kom til at sidde og stritte. Manglen på proteinfoder gav Svendsen ideen til at lave sildeensilage, han købte en flad mark på Toustrup Mark, fordi jorden var billig, og fordi der var en vandåre under, han havde brug for vand til fremstilling af sin ensilage. I den hal, vi kalder Silde, kan man stadig se de store kar, hvor ensilagen blev lavet, Svendsen både producerede og leverede ude hos bønderne, og også den tyve meter høje telefonmast, som dirigerede de mange lastbiler rundt, står der endnu. En diset, råkold morgen i oktober sidder der i tusindvis af stære i masten. Det minder om Hitchcock.

Svendsen var entreprenant, i løbet af ganske få år var der ud over ensilagen kommet købmandsforretning, zoologisk have, cafeteria, auktionshal. Folk havde endelig fået lidt penge mellem hænderne, de havde fået bil, en lille Austin eller en Vauxhall, havde råd til benzin og en søndagsudflugt, der var bare ikke så mange steder at tage hen, der var ingen Legoland eller Løve- og Safaripark, ingen Bilka eller Havecenter eller Toys R Us, i stedet blev Toustrup Mark
udflugtsmål. De holdt i begge sider af vejen, biler i hundredvis, de skulle se noget, og de skulle købe noget, og hos Svendsen kunne man købe hvad som helst.

Da jeg var syv år, og sammen med min far og mor og Ann og Kris og min fars fætter og hans kone Iris i 1960 i to biler var på Toustrup Mark, havde Svendsen hjemtaget et større parti paraplyer, og folk fik en paraply oven i det, de købte, hvis de købte noget, som ekstrapræmie, og de var lykkelige, selvom de færreste nok vidste, hvad man brugte en paraply til, eller havde brug for sådan en. Der var alle mulige slags mennesker, forslidte bønder med god vidde i bukserne og brune sko, det kunne være svært at komme ud af bilen, man måtte lige have fat om karmen, så man kunne hejse sig ud, og der var håndværkere og hjemmegående husmødre, der som Iris trods det kølige vejr havde bare ben, og der var piger på tretten fjorten år med ankelsokker og kantede knæ, de voksede alt for hurtigt, deres fædre trykkede sig ved det, som om de altid gik rundt med en sæk kul eller koks på ryggen, og mødrene begyndte at blive bange for, at de skulle gå hen og blive utidigt gravide. Jeg syntes, min mor virkede irriteret, og tænkte, hun nok meget hellere, frem for at være mor, ville være ung som Iris, fars fætter var møbelsnedker og gik rundt med en kæmpe bandage efter at have fået kappet et par fingre i en sav eller stansemaskine, han var uarbejdsdygtig, men kunne snakke med om hvad som helst, det gav ulykken ham øjensynlig adgang til. Der var en hel hal fuld af støvsugere og cykler og knallerter og løbehjul og bildæk og overfrakker, damesko og nylonkitler og plasticblomster og opsatser af enhver art og fuglebade i beton, og alt sammen var det vandskadet eller på anden måde skadet og blev solgt for måske en tredie- eller fjerdedel af den normale pris.

Det, vi uvist af hvilken grund kalder Risbjergs hal, var udlejet til Forsvaret. Her stod tyve tanks, af alle steder stod de her, fætteren anede ikke hvorfor, men både han og far var imponeret, sådan som militærets materiel altid virker imponerende på mænd. Om tanksene nogensinde kom ud derfra, vidste ingen, duerne sad på spærrene og sked ned på de lange løb. I den lille zoologiske have lå en halvskaldet løve og blundede med det ene øje lukket, derudover var der to små brunbjørne og en hvid bæver med nøgen hale og fire unger i en grotte med et bassin af pis og vand og en papegøje på en pind. En abe sad på et vognhjul på toppen af en høj stage, dens lænke var fæstnet til en ring, som kunne køre op og ned ad stagen, pludselig, på ét sekund, var aben nede og henne ved Iris og havde stjålet hendes ballon og for tilbage, op på sit vognhjul.

Min mor havde ondt i hovedet, det havde hun tit, hun bar solbriller og troede, hun så smart ud, og det gjorde hun også, og Ann og Kris og jeg fik en is, vi gik og slikkede på den, og isen løb ned over mine fingre. De voksne fik kaffe og kringle og sad og kiggede fra cafeteriets blege plasticstole ud på en flad pløjemark, men der var stadig en del af Toustrup Mark, som vi ikke havde set, eller som vi kun havde set udefra, nemlig boligerne. For i tilknytning til hallerne og købmandsforretningen og cafeteriet og zoo havde Svendsen bygget et helt kompleks af ét-plans rækkehuse til sine arbejdere og deres koner og børn og kontordamerne, i alt tre gårde med femogtredive lejligheder. Husene blev opført af slaggesten, som Svendsen selv opfandt og fabrikerede, som navnet siger, af slagger. Stenene er meget porøse, hvis man vil slå et søm i væggen for at hænge en hylde op, risikerer man at få lavet et hul af tre- eller firedobbelt størrelse. Buff siger det, og boremaskinen ryger lige igennem. Arbejderne betalte ikke husleje, ikke i den forstand, for Svendsens filosofi var at gældsætte folk, jeg gør dig en tjeneste, og du skylder mig en, aldrig noget med rede penge, de blev i tegnebogen. I købmandsforretningen fik alle på kredit, i cafeteriet kunne man få et måltid mad, gerne kartofler og frikadeller og brun sovs og asier på kredit, og alt sammen blev det gjort op hver fjortende dag, det, der hed lønningsdag, men hvor der for de flestes vedkommende kun blev skrevet mere til på gælden.

Toustrup Mark var som det gamle Rom et sandt imperium, med Svendsen som imperator, Brask Thomsen, bankmanden, som også drev forretninger med G.A.L. Thorsen, som opfandt stålvasken, det vil sige den stålvask, som kunne stanses ud af maskinen i ét hug, og som han blev mangemillionær på, Kurt Thorsens far, understøttede Svendsen, og trak så pludselig tæppet væk, og i 1970 gik Toustrup Mark på tvangsauktion.

Sæt Asta fri

Denne tekst er et uddrag af “Sæt Asta fri.” Skrevet af Hans Otto Jørgensen. Udgivet af Gyldendal i 2010. Denne side er offentliggjort med forfatterens accept.

Fortsæt historien Fra A-70 bladet 1971.