Historien om Toustrup Mark
Fra 70’erne til nu
Introduktion
Toustrup Mark er et bofællesskab i Østjylland, med 26 boliger med bad og køkken. Et bofællesskab med en masse fællesområder, som vi blandt andet bruger til spisesal, køkken, musikrum, vaskehus, billard rum, bilværksted og meget andet. Bofællesskabet Toustrup Mark er spredt ud over ca. 50.000 m2 (9 tønder) land, hvor vi holder grise, har anlagt en fodboldbane, en volleyballbane, en lille “sø” med ø, en skov og selvfølgelig har vi plantet en masse frugttræer og bærbuske ud over hele området.
Pionererne
Pionererne var en gruppe unge mennesker, som ikke ville bo som sædvanen var på den tid og som var besjælet af tanker om nærhed til basale livsfornødenheder, fællesskab om arbejde, opgaver og oplevelser, varsomhed overfor naturen og antikapitalisme.
Før de fandt det sted, hvor de ville bygge deres kollektivlandsby, udfærdigede de i 1970 et sæt vedtægter for deres forening A-70 (Andelsforeningen af 1970). En fraktion af denne forening var Jyllandsfraktionen, sammensat af en københavnergruppe, som gerne ville slå sig ned i Jylland og en gruppe forældre og lærere fra Århus Friskole.
Ved et historisk lykketræf (for os) sørgede Svendsens uven, som var blevet sognerådsformand for, at Svendsen fik en skattedom og måtte sælge til Frøsig, som derved blev snydt og måtte sælge, og samtidig var Jyllandsfraktionen klar med vedtægter, jurister og gåpåmod. – og købte på gode betingelser
Kulturen
De oprindelige vedtægter gælder stort set endnu. Et par vigtige punkter i dem er ejendomsforholdet: at foreningen ejer stedet, som således ikke kan gøres til genstand for boligspekulation eller personlig gevinster, samt at vigtige beslutninger såsom optagelse af medlemmer i foreningen skal ske ved énstemmighed.
Siden har der boet hundreder af mennesker på Toustrup Mark, som alle er blevet vurderet og godkendt og mere eller mindre har accepteret og rettet sig efter vedtægter, regler og uskrevne normer. Og de har så efterfølgende været med til at udvælge nye beboere, som har følt sig tiltrukket af stedet og dets kultur.
Stedet giver også oplevelser til dets beboere. Alt, hvad vi ser omkring os, fortæller historier om tidligere og nuværende beboeres fantasi, opfindsomhed, iver og kærlighed til stedet.
Jo længere tid, man bor her, des flere historier knyttes til tingene.
Fortsæt historien om Låsby Svendsens tid på Toustrup Mark.