Værksteder og faciliteter
Alt fra biler og ler til sauna og billiard
Værksteder og faciliteter på Toustrup Mark
Toustrup Mark er også en legeplads for voksne. Vi har mange værksteder: Et Snedkerværksted med trædrejebænke og diverse maskiner så der ikke behøver at være langt fra tanke til handling. Et Bådværksted fyldt med evighedsprojekter og et murerværksted. Et Keramikværksted med glasur til fri afbenyttelse, drejebænke og en god keramikovn. Et værksted til reparation og vedligeholdelse af diverse køretøjer som ATV, motorcykler, scootere og knallerter + bilgrav. Kreative værksteder til lærredsmaleri, syning, deco, klippe/klistrer og mulighed for at få sin egen private plads så man ikke skal pakke alt sit grej sammen hver gang man benytter det. Kreabygningen trænger dog til en kærlig hånd, så der venter nok en fællesmøde-proces i nærmere fremtid om hvordan vi griber det an. Vi har også et malerværksted til større ting hvis man ønsker at udsmykke døre, møbler eller noget helt tredje. Herudover er der små og store maskiner i enhver afskygning – så mangler man et eller andet obskurt værktøj, findes det på marken. Det er en dødssynd ikke at lægge det på plads igen til den næste! 😀
På Toustrup er der også et Musiklokale med super akustik og ikke sjældent kommer der bands ude fra og øver. Det kan man nyde lyden af, når man hænger sit vasketøj op i vaskehuset, eller bikser med noget i Metalværkstedet ved siden af. Der er bordtennisbord, sauna og bordfodbold + rigelig med rum og bygninger til at få nye gode ideer. Lige nu er der en boulder-klatrevæg på tegnebrættet.
Køkkenet er dog også værd at nævne til de der elsker at udfolde sig og afprøve ting der kræver mere plads end i et almindeligt hjemmekøkken. Et par gange om måneden bliver der brygget øl i stor stil. Det bliver ofte tappet og serveret til fester eller arbejdslørdage. Der bliver også presset æblesaft, slynget honning og syltet – kun fantasien sætter grænser. Alt køkkengrej ligger lige ved hånden og halleluja for vores kartoffelskræller og kip-pande med plads til at stege 15 pandekager på en gang!
Sidst men ikke mindst, findes der et meget autentisk Billardrum. Det er bofællesskabets slyngelstue og selvgroet igennem de sidste 30 år. Billardrummet har sin helt egen sjæl. Her bliver der lyttet til gamle vinyler, fortalt røverhistorier til langt ud på natten – og selvfølgelig spillet billard.