Beboerne

Vi er alle forskellige

Hvem bor på Toustrup?

Lige som ‘ude i virkeligheden’ er folk meget forskellige i vores lille kollektive landsby. Aldersmæssigt har vi en spredning fra 0-83 år. Tilsvarende forskellige er vi erhvervsmæssigt; Her bor en miljøingeniør, en møbelsnedker, en ølbrygger, en astrofysiker, musikere, et par læger, en tømrer, en bygningskonstruktør, kunstnere, fysiklærer, pensionister, akademikere, en lysdesigner, osv. osv. Den store diversitet gør stedet til et levende fællesskab.

På Toustrup har vi som sådan ikke nogen fællesideologi. Dette har vist sig at være med til at holde stedet dynamisk igennem årene. Vi er forskellige, men i store træk er nogen af de gennemgående tanker genbrug af byggematerialer, økologi, værdien af det gode børneliv, mellemmenneskeligt nærvær, værdien i at løfte i flok, respekt for naturen og øje for bæredygtighed og social rummelighed. Begejstring for kreativitet på alle planer og den konstruktive samtale. Kort sagt finder vi mening i at indgå i et storfællesskab med de glæder og udfordringer der medfølger. For det kan også trække tænder ud at være så tæt viklet sammen med en stor meget forskelligartet flok, der når dagen er omme, har ret meget at skulle have sagt over hvordan man udfolder sit eget liv.

På Toustrup må man ofte slagte sine kæpheste i fællesskabets navn. Hvad end det er nedlæggelse af rygerummet, at der er flertal for at holde spisekaniner eller at der ikke er stemning for at tilsætte kommen i vores hjemmebagte rugbrød. Det er en del af charmen på Toustrup – man bliver udfordret og man vokser af at bo her.